Diverse undersøgelser af familiedyr


Røntgenundersøgelser, ultralydsscanning og HD/AD

Hvornår anvendes en røntgenundersøgelse?

Røntgenundersøgelse er en smertefri undersøgelsesmetode til diagnosticering af diverse lidelser/sygdomme såsom

  • Halthed
  • Drægtighed
  • Hjerteproblemer
  • Luftvejssygdomme
  • Mave-/tarmlidelser


Hvordan foregår en røntgenundersøgelse?

Undersøgelsen foretages som regel på et beroliget eller bedøvet dyr, med mindre dyret er dårligt. Det skyldes, at det er meget vigtigt, at dyret ligger helt stille og i bestemte positioner, så man kan tage billeder af høj kvalitet.

Sommetider laves specielle røntgenoptagelser f.eks. kontrastundersøgelse af mave-/tarmsystemet, hvor dyret indtager et farvestof og i løbet af de næste 8-24 timer tages en række billeder med bestemte tidsintervaller.

Hvad er røntgenstråler?

Røntgenstråler er ioniserede stråler, som skydes ud af et apparat, det såkaldte røntgenapparat. Røntgenstråler tilbageholdes af fast væv f.eks. knogler, som derfor fremstår hvide på et røntgenbillede.

Hvis man gentagne gange udsættes for røntgenstråler, er det sundhedsskadeligt. Derfor er det nødvendigt at bruge beskyttelse i form af blyforklæde, handsker og krave, så de personer, der er med til røntgenfotograferingen, ikke udsættes for stråler. Personer under 18 år må ikke assistere.



Hvad er scanning?

Scanning er bedst kendt fra scanning af gravide kvinder. Scanning giver os en enestående mulighed for på en helt utraumatisk og smertefri måde at se, hvad der foregår og hvordan, det ser ud inde i dyret.

Det foregår ved at bevæge en "transducer" henover det område, der ønskes scannet. Tranduceren udsender lydbølger, og da de forskellige væv har uens vævstæthed og struktur betyder det, at lydbølgerne reflekteres forskelligt tilbage til transduceren.

De reflekterede lydbølger modtages i transduceren, hvorefter signalerne omdannes til billeder i selve scanningsapparatet. Billederne vises på en skærm og gengiver et tværsnit af det scannede væv, hvor dyrlægen så kan underkaste dem diagnostisk behandling.

Hvad bruges scanning til?

Ultralydsscanning kan anvendes til stort set alle bløddelsstrukturer, det vil sige, lydbølgerne kan ikke passere knogler og luft. Ultralydsundersøgelsen kan oftest udføres på ikke beroligede eller bedøvede patienter. Undersøgelsen varighed strækker sig oftest over ½-1 time. Det er ved en ultralydsundersøgelse også muligt at udtage biopsimateriale til videre undersøgelse. Dette gøres guidet, hvilket vil sige, at man på skærmen kan se, at nålen stikkes ind i det korrekte organ eller f.eks. en funden knude.

I dyrlægeklinikken kan ultralydsscanning f.eks. bruges til at diagnosticere:

  • Drægtighed
  • Livmoderbetændelse
  • Prostataproblemer
  • Unormale løbetider
  • Blæresten og andre urinvejssygdomme
  • Svulster i de indre organer
  • Hjertelidelser


Hos Skærbæk Dyreklinik har vi ultralydsscannerne, så det er altid muligt for din dyrlæge at henvise dit dyr til en sådan undersøgelse, hvis det skønnes nødvendigt.



Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD)  

Den bedst kendte røntgenundersøgelse er sandsynligvis røntgenfotografering af hofter og albue hos hunde i forbindelse med screeningsprogrammet for hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD). Der er DKK (Dansk Kennelklub) der har iværksat screeningsprogrammet for at få bekæmpet de to sygdomme.

Hvad er HD?

HD er en lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer ordentlig ind i hofteskålen. Det er en arvelig betinget sygdom, men skyldes også miljøfaktorer såsom hurtig vækst, forkert fodring eller overdreven motion af hunden. Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen, halter eller sætter sig hurtig ned, når den er i bevægelse.

Hvad er AD?

AD er en unormal udvikling af albueleddet, hvilket kan give anledning til forskellige lidelser. Fælles for disse lidelser er, at der som følge af fejlbelastning af leddet på sigt udvikles slidgigt. Det vil sige ledbrusken ødelægges mere eller mindre, og rundt om leddet kan der komme knoglenydannelser. Det kan være meget smertefuldt. og begrænse leddets bevægelighed. AD er ligesom HD også en multifaktoriel sygdom, hvor arvelige faktorer sammen med negative miljøbelastninger forårsager sygdommen. Symptomerne ses typisk efter 4-5 måneders alderen, hvor der ses stivhed eller halthed af forbenene, især efter hvile.

Hvornår skal min hund røntgenfotograferes for AD/HD?

Hunde skal have en bestemt minimumsalder, før de kan bedømmes af DKK. Hvis din hund har halthedsproblemer, skal de naturligvis undersøges tidligere.

For AD gælder , at alle racer kan fotografers og bedømmes fra 12-måneders alderen. Ved HD fotografering kan de fleste racer undtagen gigantracerne bedømmes fra de er 12 måneder. Gigantracer (Bullmastiff, Dogue de bordeaux, Grand Danois, Kontinental landseer, Leonberger, Maremma, Mastiff, Mastino napoletano, Newfoundland, Pyreneerhund, Sankt Bernhardshund) bedømmes fra de er 18 måneder .

Hvad skal jeg som ejer foretage mig?

Inden en hund kan røntgenfotograferes for HD/AD skal du købe en rekvisition på http://www.hundeweb.dk/. På forhånd skal du dog ringe og bestille en tid på dyrehospitalet og få oplyst hvilken dyrlæge, der vil foretage røntgenfotograferingen. Dette skal du nemlig angive på rekvisitionen. Du udskriver rekvisitionen og medbringer den til dyrlægen til den aftalte tid på hospitalet. På rekvisitionen er angivet et sagsnummer som skal indfotograferes på billedet. Man skal købe en særskilt rekvisition for henholdsvis HD og AD.

Hvordan undersøges hunden for HD/AD?

Hunden undersøges for HD/AD ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af enten hofter eller albuer. Det er et krav, at hunden skal beroliges eller bedøves under optagelsen for at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne, så der opnås et så retvisende resultat som muligt.

Dyrlægen skal sikre dyrets identitet ved at aflæse hundens ID-nummer og sammenholde dette med det aflæste nummer på rekvisitionen.

Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig den er udfyldt korrekt, før han/hun underskriver den. Derefter indsender dyrlægen rekvisitionen sammen med røntgenbillederne.



Dit dyr i trygge hænder

En tryg sundhedsplan til din bedste ven

VetPlan er en sundhedsplan for dit dyr. Det er en abonnementsordning, så du kan abonnere på forebyggende pleje og sundhed. I en VetPlan får dit dyr adgang til ydelser som fx sundhedsundersøgelser, tandtjek, vaccination og store rabatter på foder. 

En løbende kontrol betyder, at eventuelle sygdomme og tandproblemer bliver opdaget i god tid. Det er til stor gavn for dit dyrs sundhed og kan i sidste ende spare dig for mange uforudsete udgifter.

▶▶▶ Kontakt os om en VetPlan®